Link til forsiden
Åbningstider
Mandag - torsdag: 9.00 - 14.00
Fredag: 9.00 - 12.00
Subsite
Kyst Online

Sagsbehandling vedr. søterritoriet


Sidst opdateret: 28.2.17
I Kystdirektoratets sagsbehandling af ansøgninger om anlæg på søterritoriet vurderes en lang række forhold bl.a. om projektets indvirkning på kysten og på miljø- og naturmæssige forhold herunder indvirkning på internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000 område).
 
Der tages desuden stilling til, om projektet er af en sådan art eller omfang at der skal foretages en vurdering af dets virkning på miljøet (VVM). Det gælder for sager om opfyldning, at Kystdirektoratet alene er myndighed for selve opfyldningen, og ikke hvad arealet efterfølgende tænkes anvendt til. Ligeledes er Kystdirektoratet alene myndighed for placeringen af rørledninger på søterritoriet, men ikke hvad der evt. måtte løbe i rørledningerne.

Høring

Før Kystdirektoratet træffer afgørelse, sendes ansøgningen i høring hos en række myndigheder. Herved bedømmes projektets konsekvenser for og forhold til skibsfart, fiskeri, miljø, kulturarv, naturbeskyttelse, planlægning og eventuelt nærtliggende eksisterende anlæg mv. Høringsperioden vil sædvanligvis vare fire uger. Desuden orienteres en række interesseorganisationer, ejere af naboejendomme og andre, som vil blive berørt af projektet.

Vilkår for en tilladelse

En tilladelse vil være betinget af overholdelse af en række vilkår, bl.a. om vedligeholdelse og krav om fjernelse ved misligholdelse. Desuden kan der være specifikke krav om, at arbejdet ikke må udføres i særlige perioder af hensyn til dyrelivet og fiskeriet. Der vil som regel blive stillet krav om, at disse vilkår skal tinglyses på ejendommen, som projektet udføres ud for.

Vejledning om tinglysning af vilkår

Arbejdet skal udføres i overensstemmelse med reglerne i anden lovgivning, herunder om skibstrafikkens sikring og midlertidig afmærkning under arbejdets udførelse.

Sagsbehandlingstid

Kystdirektoratet tilstræber en sagsbehandlingstid på 13 uger. Såfremt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering eller en VVM redegørelse, vil sagsbehandlingstiden være væsentlig længere. Tidsperspektivet for udarbejdelsen af en VVM- redegørelse eller konsekvensvurdering afhænger af omfanget af projektet og de tilgængelige data.

Klage

Der kan klages over Kystdirektoratets afgørelse til Miljøministeriet.
Copyright © 2009 Kystdirektoratet   |  Højbovej 1  |  7620  Lemvig
Telefon +45 99 63 63 63  |    kdi@kyst.dk  | CVR-nummer: 36 87 61 15

Webdesign & CMS by MCB Denmark