Kystdirektoratet er partner i Building with Nature InterReg projektet


Sidst opdateret: 16.7.18
Kystdirektoratet er med i det interregionale EU-projekt ’Building with Nature’ sammen med partnere fra Holland, Tyskland, Scotland, Sverige, Norge og Belgien. Projektet har til formål at demonstrere, hvordan kystbeskyttelse, ved hjælp af naturlige processer, kan anvendes til at gøre kysterne mere robuste i forhold til oversvømmelsesfare og kysterosion i nutidens og fremtidens klima. Der vil være særligt fokus på den mest omkostningseffektive metode, sandfodring, og klitterne som en naturlig barriere mellem havet og baglandet. Projektets overordnede målsætning er at gøre kyster, Vadehavet og oplande mere tilpassede og modstandsdygtige over for effekterne af et forandret klima. Syv udvalgte kyststrækninger ved Nordsøregionen bliver studeret ved brug af state-of-the-art analysemetoder på tværs af medlemslandende. Der vil dermed eksistere et forbedret grundlag for borgere og kommuner til at håndtere erosion i nutidens og fremtidens klima med den mest omkostningseffektive metode. Projektet skal skabe et veldokumenteret fundament for at opstille konkrete designkriterier og business cases inden for bl.a. kystbeskyttelse til glæde for borgere, politikere og rådgivere. Dermed er der et veldokumenteret grundlag for at inddrage BwN løsninger i national politik og investeringsprogrammer i de enkelte lande.

Den danske vinkel i projektet

Kystdirektoratet har som en del af projektet opstillet syv delmål, som ønskes belyst. Formålet med disse delprojekter er at udarbejde guidelines for design af sandfodringer i Danmark. Dette sker gennem analyser af den naturlige dynamik, samt analyser af forskelligt designede sandfodringer, nationalt som internationalt. Analyserne vil blive foretaget i et tæt samarbejde med de øvrige lande for at sikre størst synergi og vidensoverførsel. Endvidere analyseres størrelsen af den vinddrevne sediment (æolisk) transport og effekten af tilstedeværelsen af sandtransportdæmpende foranstaltninger, derved kan det vurderes, hvorledes den naturlige æoliske transport kan bidrage til at håndtere erosionen i nutidens og fremtidens klima. Det ønskes også vurderet om sedimenttilførslen til Vadehavet er stor nok til at holde trit med den relative havspejlsstigning i nutidens og fremtidens klima, og derved sikre fortsat eksistens af Vadehavet. Dette gøres ved at udarbejde et sedimentbudget for Vadehavet. Sedimentbudgettet vil blive udarbejdet i et tæt samarbejde med delstaten Schleswig-Holstein, for at kvantificere sedimentudvekslingen mellem den danske og tyske del af Vadehavet. Det udarbejde sedimentbudget skal danne basis for forvaltningen af Vadehavsområdet herunder havdigernes styrke.

Med mere viden følger bedre vejledning og mere omkostningseffektive projekter

Kystdirektoratet forventer at få meget ud af deltagelsen i InterReg projektet, som både vil bidrage til klimatilpassede naturlige løsninger i nationalt og internationalt regi. Erfaringsudveksling og forskning på tværs af landegrænser styrker det danske arbejde og viden på området. Med øget viden er vi i stand til at optimere kystbeskyttelsen med bedre og mere omkostningseffektive løsninger. Kystdirektoratet vil lægge opnået viden fra projektet tilgængelig for borgere, kommuner og rådgivere, blandt andet med nationale guidlines for sandfodringsstrategier. Dette vil gå hånd i hånd med øget vejledning.

Aktiviteter i projektet

Erfaringsudvekslingen og samarbejdet foregår løbende i projektets levetid. Dette medfører, at Kystdirektoratet 2-4 gange om året deltager i internationalemøder med de øvrige partnere i projektet. I forbindelse med disse møder er projektgruppen som regel på felttur ud og se mødeværtens levende laboratorier. Kystdirektoratet har indtil nu været vært for henholdsvis et koordinationsmøde, hvor alle partnere i projektet deltog, og for et arbejdsgruppemøde, hvor de partnere, der arbejder med de samme emner som Kystdirektoratet, deltog.

I marts 2017 havde Kystdirektoratet værtskabet for projektets koordinationsmøde. Her var der besøg af partnere fra Skotland, Sverige, Tyskland, Belgien, Norge og Holland. Kystdirektoratet havde i forbindelse med mødet arrangeret en felttur ud til Kystdirektorats levende laboratorium ved Krogen til stor interesse for projektets kystgruppe. Til ære for projektets partnere, der arbejder med vandløbsoplande gik turen endvidere til Holstebro, hvor partnerne blev præsenteret for Storeåen og de oversvømmelsesproblematikker, der opleves i forbindelse med Storeåen. Alle partnere modtog den informationsfolder, som ses under filer, hvor de kunne læse lidt om de to steder, der blev besøgt.

I juni 2018 var Kystdirektoratet vært for arbejdsgruppemøde i projektet. I forbindelse med dette møde var der besøg fra Sverige, Tyskland og Holland. Feltturen gik endnu engang ud til den jyske vestkysten, denne gang ned til det levende laboratorium ved Skodbjerge og sluttende på Gjellerodde nord for Lemvig. I forbindelse med feltturen blev der udleveret en felttursbeskrivelse som kan ses under filer. Der er mulighed for at følge turen rundt på nedenstående kort ligesom der er mulighed for at se billeder fra områderne samt billeder, der er taget af deltagerne på feltturen. 

Projektet løber over en 4-årige periode fra 2016-2020. I den periode får Kystdirektoratet dækket 50 % af udgifterne i forbindelse med projektet gennem et EU tilskud på 800.000 euro.