Mere plads til badegæster på Charlottenlund Søbad

5. april 2018

Det store og populære Søbad ud for Charlottenlund nord for København kan med en tilladelse fra Kystdirektoratet nu forlænge en bro.

Når sommeren melder sin ankomst, vil Charlottenlund Søbad kunne byde badegæsterne på mere plads til at slikke sol, når vestbroen er blevet udvidet med hele 64 m².

- Søbadet ved Charlottenlund har jo i høj grad rekreativ stor værdi for de mange brugere både om vinteren og sommeren, hvilket passer fint ind i det vi kan give tilladelse til, så det gør vi gerne, siger områdechef i Kystdirektoratet Hans Erik Cutoi-Toft.

Det kræver en tilladelse at udvide et anlæg på vandet (søterritoriet), men med den i hus kan forlængelsen af broen sættes i værk, når klageperioden er udløbet den 19. april.

Badegæsterne vil efter planen få en 16 meter lang bænk på den nye bro, og ud mod vandet skal et hvidmalet gelænder afgrænse broen. Det hele vil blive udført i samme stil som resten af badet, så det passer ind i helheden og med de oprindelige tegninger. Vestbroen vender geografisk mod vest, så der vil være læ for østenvinden og kik til aftensolen, inden den går ned bag træerne på land.

Se tilladelsen her.

For yderligere information:

Områdechef Hans Erik Cutoi-Toft, mail: het@kyst.dk, tlf.: 25 41 97 61