Link til forsiden
Åbningstider
Mandag - torsdag: 9.00 - 14.00
Fredag: 9.00 - 12.00
Subsite
Kyst Online

Havne får bedre muligheder for at genanvende sand til at forstærke kysterne

30. juni 2017
De 60 havne, som hidtil har fået tilladelse til at udføre bypass.
De 60 havne, som hidtil har fået tilladelse til at udføre bypass.
PRESSEMEDDELELSE

Fremover kan havne få en ti-årig tilladelse til at genbruge oprenset sand fra sejlrenden eller havnebassinet til kystbeskyttelse.

De fleste danske havne oplever, at sejlrenden med jævne mellemrum sander til og giver problemer for skibstrafikken. Hvor man som havnefoged eller havnebestyrelse tidligere skulle sejle det oprensede sand ud i havet, blev det efter en lovændring for to år siden muligt at få tilladelse til en såkaldt bypass, så havnene kan genanvende sandet direkte til kystbeskyttelse nær havnen. For eksempel hvis der er brug for at forstærke kysten på læsiden af havnemolerne. Metoden har vist sig at være både effektiv og efterspurgt, så fremover giver Kystdirektoratet tilladelser for en ti-årig periode i stedet for en to-årig.

- Sand er mange steder en nødvendig ressource til kystbeskyttelse. Derfor giver det god mening at tænke tingene sammen, så vi undgår at sejle det oprensede sand fra havnene eller sejlrenden ud på havet, blot for at hente andet sand ind til kystbeskyttelse. Foreløbigt har 60 danske havne fået tilladelse til bypass, siger afdelingschef i Kystdirektoratet, Hans Erik Cutoi-Toft.
 
Havnefoged Ole Wamberg fra Greve Marine er godt tilfreds med ordningen. Greve Marina har netop fået en ny ti-årig tilladelse til at foretage bypass med op til 4.000 kubikmeter sand årligt.
 
- Bypass er en ren win-win.  Hvor vi før skulle sejle det oprensede sand seks sømil ud i havet og lægge det der til ingen nytte, kan vi nu nøjes med at sejle 200 meter og lægge sandet ud som kompensation på læsiden af molen. Det er rigtig godt for vores kyst og for miljøet, siger havnefoged Ole Wamberg.
 
Det er Miljøstyrelsen og Kystdirektoratet, der i samarbejde vurderer, om der kan gives tilladelse til oprensning og bypass. Det er altid en individuel vurdering, der bl.a. afhænger af, om det oprensede sand er rent.  
 
 
Fakta:
  • Siden 2015 har Kystdirektoratet givet ca. 60 tilladelser til bypass.
  • Sandmængden ved bypass skal fordeles jævnt inden for givne koordinater, fastlagt af Kystdirektoratet.
  • De fartøjer, der udfører oprensning og bypass, skal være udstyret med elektronisk positioneringsudstyr, så positionen løbende registreres.
  • En gang årligt skal det foregående års bypass (sandmængde) indberettes til Kystdirektoratet.

For yderligere information:
Afdelingschef i Kystdirektoratet, Hans Erik Cutoi-Toft, het@kyst.dk eller 2541 9761

 



Copyright © 2009 Kystdirektoratet   |  Højbovej 1  |  7620  Lemvig
Telefon +45 99 63 63 63  |    kdi@kyst.dk  | CVR-nummer: 36 87 61 15

Webdesign & CMS by MCB Denmark