Link til forsiden
Åbningstider
Mandag - torsdag: 9.00 - 14.00
Fredag: 9.00 - 12.00
Subsite
Kyst Online

Kystfodring på den centrale del af den jyske vestkyst 2016


Sidst opdateret: 16.6.17

Seneste nyt pr. 9. september

Ved Agger fragtes det indpumpede sand på dumpere om bag klitten til forstærkning.
Ved Agger fragtes det indpumpede sand på dumpere om bag klitten til forstærkning.
Årets arbejde med kystfodring på den centrale del af vestkysten er nu afsluttet.Den 28. august 2016 leverede sandsugeren "Njord R" den sidste last sand på den kystnære havbund ud for Ndr. Thorsminde Tange, og dermed blev den sidste af i alt over 2,2 mio. sand leveret som kystbeskyttelse på Vestkysten.

Sandet er leveret på kysten enten på stranden som strandfodring eller på den kystnære havbund som kystnær fodring. Sandet er indvundet og hentet på havbunden i særlige områder i Nordsøen.

Arbejdet er forløbet som planlagt og pga. det forholdsvise rolige vejr henover sommeren, så har sandsugerne kunnet arbejde stort set i døgndrift.

Der er leveret sand på 6 strækninger i år:

  • Ved Årgab syd for Hvide Sande er leveret 441.000 m3 sand på den kystnære havbund.
  • Ved Husby er leveret 440.000 m3 sand, og det er også på den kystnære havbund.
  • Syd for Thorsminde er leveret 54.000 m3 på stranden.
  • På den kystnære havbund mellem Thorsminde og Fjaltring er udlagt 661.000 m3 sand.
  • Ved Vejlby er indpumpet 585.000 m3 sand på stranden.

Endelig er der nord for Agger indpumpet 62.000 m3 sand på stranden. En del af dette sand bliver i øjeblikket kørt om bag ved klitten og indbygget i et nyt tilbagetrukket dige mellem høfde 96-98. Dette tilbagetrukne dige skal erstatte den skråningsbeskyttelse (betonmur), som i øjeblikket ligger foran klitten mellem høfde 96-98.

Arbejdet med at opbygge diget foregår lige nu med gravemaskine og dumpers, og vi forventer at afslutte dette arbejde i løbet af de kommende uger. Til næste år er det så planen, at den gamle skråningsbeskyttelse mellem høfde 96-98 bliver fjernet, og høfderne 96, 97 og 98 bliver forlænget mod øst. Dermed vil kysten dette sted få et mere naturligt forløb med strand og klit uden den store betonmur, som i dag delvist står ude i vandkanten.
Du kan læse mere om det projekt.

Seneste nyt pr. 5. juli

Så er det vist på tide med en lille statusopdatering på kystfodringen på Vestkysten.

Strandfodringen syd for Thorsminde Havn er gået planmæssigt og er afsluttet den 27. juni 2016. Det var sandsugerne Trud R og Freja R, som leverede i alt godt 50.000 m3 sand på stranden.

Arbejdet er herefter fortsat ved Årgab syd for Hvide Sande, hvor der skal udlægges ca. 440.000 m3 sand på revlen ud for kysten som såkaldt "kystnær fodring". Fodringsstrækningen er omtrent mellem sti C31 og C48. Det er sandsugerne Freja R, Sif R og Modi R, som skal udføre denne opgave. Desværre har det lunefulde sommervejr drillet os på det seneste, så entreprenørens sandsugere har ligget stille i havn den sidste lille uges tid og ventet på bedre vejr med mindre vestenvind. Men mon ikke det gode sommervejr snart vender tilbage, så sandsugerne kan komme på kysten igen og fortsætte arbejdet.

Seneste nyt pr. 17. juni

Strandfodringen ved Vejlby er nu færdig. Vejret har artet sig, og arbejdet er gået planmæssigt, og vi holder tidsplanen.

Der er som planlagt pumpet 575.000 m3 sand ind på stranden ved Vejlby mellem høfde 10 og sti 199, og arbejdet blev afsluttet den 11. juni 2016. Alle rør og maskiner er flyttet fra området, så der er nu klar til sommerbadegæsterne, der kan nyde en bred sandstrand.

Nu fortsætter indsatsen med strandfodring ved Thorsminde (syd for indsejlingen).  Her er maskinerne netop begyndt arbejdet i dag.

Ved Thorsminde skal indpumpes 45.000 m3 på stranden syd for indsejlingen. Det er sandsugeren Trud R, som skal lave opgaven her. Arbejdet ved Thorsminde forventes at vare ca. 14 dage.

Seneste nyt pr. 3. juni

Sandfodring er et projekt, som ofte trækker opmærksomhed
Sandfodring er et projekt, som ofte trækker opmærksomhed

Vejret de sidste 3 uger har været godt til både strandgæster og vores arbejde med strandfodringen ved Vejlby. Det rolige vejr betyder nemlig, at arbejdet med strandfodringen ved Vejlby skrider hastigt frem. Sandsugeren "Njord R" har nu allerede leveret ca. 390.000 m3 sand på stranden af de planlagte 575.000 m3 sand.

Strækningen mellem høfde 10 og op til sti 194 (Nautilusvej) er nu afsluttet, og lige nu arbejdes der mellem sti 194 og 195. I løbet af den kommende weekend vender vi røret, og der vil blive arbejdet mod nord op mod sti 198 (Doblervej). Strandfodringen ved Vejlby slutter i nærheden af sti 199 (Libravej), og såfremt det gode vejr fortsætter, forventer vi, at arbejdet ved Vejlby er afsluttet sidst i næste uge.(uge 23)

Næste kystfodring bliver den kystnære fodring ved Årgab. Vi forventer, at arbejdet begynder i næste uge, når sandsugeren "Trud R" ankommer til Vestkysten og begynder at lægge i alt 440.000 m3 sand ud på revlen mellem sti 31 og 48, en strækning på ca. 3.000 m. Dette arbejde er planlagt til at fortsætte til medio august.

Du kan læse mere om programmet for kystfodring i 2016 her på siden, og læse mere om hvordan sandfodring virker som kystbeskyttelse

Har du spørgsmål til arbejdet, så kan du kontakte projektleder Michael Rasmussen på telefon 2338 1587 eller mail mcr@kyst.dk .

Sandfodringer i 2016

I løbet af maj begynder den årlige kystfodring med sand langs den centrale del af den jyske vestkyst. Kystdirektoratet har ansvaret for, at dele af Vestkysten hvert år bliver forsynet med store mængder sand, så kysten er klar til at modstå de kommende vinterstorme.

Arbejdet med kystfodringen sker som en del af den nuværende "Fællesaftale 2014-18" mellem staten og vestkystkommunerne om kystbeskyttelse på den jyske Vestkyst mellem Lodbjerg og Nymindegab.

Ved kystfodring sejler en sandsuger ud på ca. 20 meters vanddybde i Nordsøen og suger sand op i lastrummet. Sandsugeren sejler sandet ind til kysten og via en rørledning bliver sandet pumpet fra sandsugeren og ind på stranden. På stranden fordeles sandet med hjælp af rør og gravemaskiner.

En anden metode, vi også benytter, er "kystnær fodring". Her sejler sandsugeren med sandet ind til kysten, indtil den næsten rammer havbunden på mellem 5 og 6 meters vanddybde. Herefter bliver sandet enten pumpet ud over stævnen og ud på lavt vand foran stranden, eller sandsugeren "splitter". Det vil sige, at den deler sig på langs i to dele, og sandet falder ud af lastrummet og ned på havbunden tæt på kysten. Læs mere om metoderne til kystfodring her. (LINK)

Kystfodringen gør stranden og den kystnære havbund højere og bredere og mere modstandsdygtig mod storm.

2,2 mio. m³ sand skal leveres på kysten i 2016

Dette års kystfodring omfatter ca. 2,2 millioner kubikmeter sand, som skal fordeles på seks forskellige strækninger langs Vestkysten; fra Agger i nord til Årgab syd for Hvide Sande.

Opgaven i 2016 udføres som en del af den 5-årige kontrakt om kystfodring på Vestkysten i 2014-18, som Kystdirektoratet indgik i 2014 med Rohde Nielsen A/S fra København, efter at opgaven havde været i EU-udbud.

Rohde Nielsen A/S forventer at begynde arbejdet med strandfodring ved Vejlby i løbet af maj 2016. Det bliver sandsugeren "Njord R", som skal pumpe sand ind på stranden ved Vejlby. Senere på året sætter Rohde Nielsen A/S yderligere 3 sandsugere på opgaverne på Vestkysten.

Der arbejdes på kysten hele sommeren

Arbejdet strækker sig fra maj og til august eller september. Der bliver også arbejdet i sommerperioden og også i sommerferien. Det er nødvendigt at arbejde om sommeren for at udnytte alle perioder med godt vejr. De særlige arbejdsmetoder kræver nemlig, at sandsugeren sejler helt tæt på kysten og næsten rører ved havbunden, og det skal derfor være godt vejr med ingen vind og små bølger, for at sandsugeren kan arbejde på Vestkysten.

Vi beder om forståelse for, at vi således også er nødt til at arbejde i sommerferien midt i højsæsonen for turister og fastboende. Det kan desværre give gener i form af støj fra maskinerne, og der vil være steder på stranden, som man ikke kan opholde sig på, mens der kystfodres.

De planlagte arbejdsperioder for de enkelte strækninger langs vestkysten er angivet nedenfor. Men som nævnt ovenfor er arbejdet meget følsomt overfor dårligt vejr, ligesom andre forhold, fx tekniske forhold, kan medføre ændringer, og derfor kan arbejdsperioderne blive forskudt i forhold til den nuværende tidsplan.

Vær forsigtig, når der arbejdes på stranden

Strandene er fortsat åbne og offentligt tilgængelige, mens der arbejdes med kystfodringen, men vær forsigtig i nærheden af arbejdsområderne og bliv på sikker afstand til rørledningen og entreprenørmaskinerne. Det er spændende at følge med i arbejdet, og det er man meget velkommen til, men hold afstand og lad være med at gå i vejen for maskinerne – og pas på at børnene ikke løber hen og leger i arbejdsområdet.

Fodringsprogrammet for 2016

Der er planlagt kystfodring på disse strækninger:

  • Agger, mellem høfde 96 – 99. Her skal indpumpes ca. 80.000 m³ sand på stranden. Arbejdet forventes at blive udført i august.
  • Vejlby, mellem høfde 10 og sti C199 (Libravej). Her skal indpumpes ca. 575.000 m³ sand på stranden, og arbejdet forventes at blive udført i maj og juni.
  • Ndr. Thorsminde Tange, på en 3.000 m lang strækning ud for Mærsk skal leveres ca. 660.000 m3 sand på den kystnære havbund. Arbejdet forventes at blive udført i juni og juli.
  • Sdr. Thorsminde Tange, lige syd for havnen skal indpumpes ca. 45.000 m3 sand på stranden. Arbejdet forventes at blive udført i august.
  • Husby, mellem sti C119 og C136 skal leveres ca. 440.000 m3 sand på den kystnære havbund. Arbejdet forventes at blive udført i juli og august.
  • Årgab mellem sti C31 og C48 skal leveres ca. 440.000 m3 sand på den kystnære havbund. Arbejdet forventes at blive udført i juni - august.
  • Oprensning i Thorsminde og Hvide Sande: Indsejlingerne til havnene i Thorsminde og Hvide Sande vil sande til, hvis de ikke jævnligt renses for sand. Dette sand suges derfor op med sandsugere og pumpes ind på kysten umiddelbart syd for Thorsminde og Hvide Sande og fungerer dermed også som kystfodring. Det er havnenes egne sandsugere, som udfører denne opgave, og dette arbejde foregår året rundt, når der er behov for det.

Vil du vide mere

Spørgsmål til kystfodringen og arbejdet i øvrigt kan rettes til Kystdirektoratet på telefon 99 63 63 63 eller e-mail til kdi@kyst.dk, eller du kan skrive direkte til kommunikationsmedarbejder Jette Stensgaard (jst@kyst.dk) eller projektleder Michael Rasmussen (mcr@kyst.dk).

Siden her opdateres løbende om arbejdet med kystfodringen og om, hvor der netop nu arbejdes på kysten.

Copyright © 2009 Kystdirektoratet   |  Højbovej 1  |  7620  Lemvig
Telefon +45 99 63 63 63  |    kdi@kyst.dk  | CVR-nummer: 36 87 61 15

Webdesign & CMS by MCB Denmark